Hvordan styrer vi egentlig et land?

Hvordan beslutter vi, om der skal bygges nye veje og skoler om hvor hård straffen skal være for at stjæle fra andre  eller om det skal være tvungent eller frivilligt at være soldat?

Der er som udgangspunkt to måder, man kan gøre det på:

Man kan have et demokratisk styre eller et autoritært styre.

På bordet med dem, så vi kan se forskellene.

I et demokratisk styre vælger folket politiske repræsentanter ved frie valg.

Alle voksne statsborgere kan stemme, og deres stemmer tæller lige meget.

I et autoritært styre er magten samlet på få hænder og befolkningen har ikke indflydelse på, hvem der bestemmer.

I Danmark har vi demokrati.

Herhjemme kan alle, som er over 18 år og danske statsborgere  være med til at vælge, hvem der sidder i Folketinget og vedtager de love, der gælder for os alle sammen.

Men sådan har det ikke altid været.

Vi skal faktisk ikke mere end et par hundrede år tilbage i tiden, før det så helt, helt anderledes ud.

I tiden fra 1660 til 1849 havde vi en styreform, der hedder enevælde.

Den betød, at kongen bestemte alt. Og jeg mener virkelig alt.

Enevælden er et godt eksempel på en autoritær styreform.

Kongen havde ultimativ magt og bestemte, hvilke love der gjaldt i landet.

Han kunne smide hvem som helst i fængsel og endda få dem tortureret eller dømt til døden, hvis han ville.

Det var også kongen, der udnævnte ministrene i regeringen  og han kunne fyre dem igen, hvis ikke de gjorde, som han sagde.

Det er helt modsat vores demokrati i dag.

Det er Folketingets politikere, som jo er valgt af folket, der vedtager lovene.

Det er domstolene, der bestemmer, om man skal i fængsel og det kommer man kun, hvis det er bevist, at man har brudt loven.

Og regeringen kan kun blive afsat af et flertal i Folketinget.

I det autoritære styre har borgerne ikke rettigheder.

Ingen ytringsfrihed, så de kan ikke frit give udtryk for deres mening.

Og ingen forsamlingsfrihed, så de kan ikke demonstrere og kritisere magthaverne.

Det kan man i et demokrati, så dér kan magthaverne ikke bare opføre sig, som de vil.

For så protesterer de andre politikere, journalisterne og befolkningen.

I et autoritært styre kan folket ikke påvirke magthaverne.

De bestemmer, hvad borgerne må og ikke må og man kan aldrig vide, hvornår de beslutter sig for, at love og regler skal være på en hel anden måde.

De love og regler retter magthaverne sig ikke altid efter selv.

Og det betyder ikke noget, for i et autoritært styre er alle ikke lige for loven.

Men den går ikke i et demokrati.

Det er lige meget, om du er statsminister ‒ du skal følge reglerne.

Der er demokrati i langt de fleste europæiske lande,  men der er stadig mange steder rundtom i verden, som har autoritære styreformer.

Og det kan se ud på mange forskellige måder.

Nogen steder er landet styret af en religiøs elite, som mener, at de har fået magten direkte fra Gud.

Andre steder er det militæret eller en politisk elite, der bestemmer det hele.

Og så er der også nogle steder, hvor magten går i arv.

Det gjorde den også herhjemme under enevælden, men det ændrede sig i 1849, da vi fik vores første grundlov og Danmark gik dermed fra et autoritært til et demokratisk styre.